content_shadow_top.png

Ugifte samlevendes retsstilling

Ugifte samleveres situation kræver særlig opmærksomhed

Dette spørgsmål gælder ikke mindst i forbindelse med et huskøb.

Selv nok så mange års samliv kan ikke gøre ugifte samlevere til slægtninge i lovens forstand. Det glemmer mange, og endnu flere tror, at det ikke gør den store forskel.

Det er helt forkert.

I hverdagen betyder det måske ikke så meget, om man er gift eller ej. Problemerne opstår derimod både ved dødsfald, og når man flytter fra hinanden. I begge situationer kan det give uoverskuelige konsekvenser.

Heldigvis kan man forebygge problemerne. Men det kræver, at man får lavet en række dokumenter, f.eks. et testamente. Der er en del forhold, som man er nødt til at tage stilling til.

For eksempel må det anbefales, at man via sin bank eller sit forsikringsselskab opretter en gensidig livsforsikring (X-livsforsikring). Det kan gøres for et overkommelige beløb, og vil være med til at sikre, at en meget vanskelig situation ved et dødsfald, ikke også bliver en øko-nomisk uoverskuelig situation.


ARVEFORHOLD

Som reglerne er i dag, arver ugifte samlevere ikke efter hinanden. I de fleste tilfælde stemmer det ikke overens med de ugifte samlevendes ønsker.

Navnlig hvis man ejer fast ejendom sammen, bør man oprette et gensidigt testamente, hvor man begunstiger hinanden mest muligt. Hvis man ikke laver et testamente, kan børn (eventuelt børn fra et tidligere forhold), forældre eller søskende ende med at arve samleverens halvdel af boligen.

Det kan reelt betyde, at den efterlevende er nødt til at flytte fra den fælles bolig. Også selvom den afdødes arvinger vil gøre meget for at hjælpe. Man risikerer i så fald at der skal betales både afgift og måske endog indkomstskat. Det kan man undgå, hvis man tænker sig om i rette tid.

Det samme gælder, hvis den faste ejendom alene står i den enes navn. Så bør man også tage stilling til, hvem der skal arve og hvordan.

Man kan løse mange problemer ved at oprette et testamente. Og man er også nødt til at overveje situationen grundigt, hvis de samlevende har børn. Både når det er fællesbørn, og i endnu højere grad hvis en af samleverne har børn fra et tidligere forhold.

Hvis man har børn fra et tidligere forhold vil det – og i dette tilfælde uanset om man er gift eller samlevende - meget ofte være nødvendigt at oprette et testamente. Ved dødsfald vil arvereglerne nemlig tit gøre det vanskeligt at beholde den fælles bolig.

Selvom det måske er nemt at lave et testamente selv, skal man sørge for at få rådgivning, så man vælger de rigtige løsninger til den konkrete situation man selv står i.

Man skal for eksempel også være opmærksom på, at hvis man har boet sammen i mindre end to år, har man i tilfælde af dødsfald ikke automatisk ret til at overtage lejligheden. Derfor skal begge samleverne sørge for at stå på lejekontrakten.

PENSIONER

Som papirløse samlevende har man heller ikke pr. automatik ret til at modtage pension efter hinanden. Det er nødvendigt at undersøge den konkrete pensionsordning. Man bør også sikre sig, at forsikringssummer på f.eks. livsforsikringer ender det rigtige sted.

Der kan findes mange eksempler. Hvis den efterlevende skal have ret til at modtage ATP-udbetalinger fra samleveren, kræver det, at man indsender en anmeldelse til ATP. Det har kun meget få samlevende gjort.


SAMLIVSKONTRAKT

Som ugifte samlevende skal man ikke kun forholde sig til testamente og pensioner. Det er også nødvendigt at tage højde for risikoen for, at man på et tidspunkt flytter fra hinanden.

Hvis man er gift, regulerer lovgivningen, hvordan man skal dele bolig og økonomi ved en skilsmisse. Som ugifte samlevende må man håbe på, at man kan tale sig til rette, med mindre man har taget stilling til situationen på forhånd.

Det kan derfor være fornuftigt at oprette en samlivskontrakt, som regulerer forholdene, hvis man går fra hinanden. En samlivskontrakt beskriver blandt andet, hvem der kan beholde boli-gen, eller hvordan boligen skal sælges. Kontrakten kan også beskrive, hvordan man skal dele opsparinger, bil osv.

Hvis en samlivsophævelse bliver aktuel, har man stadig muligheden for selv at lave andre aftaler. Men hvis man ikke kan blive enige, har man samlivskontrakten at falde tilbage på.

Som det er beskrevet ovenfor, er det vigtigt, at man får personlig og individuel rådgivning i stedet for at prøve denne lette løsning via f.eks. internettet. Der er nemlig ingen forhold, som er helt ens, og man skal finde en løsning, som passer præcist på den konkrete situation man selv er en del af.


 

SKIVE

Resenvej 89, 7800 Skive

telefon 97 52 97 77

NYKØBING MORS

Nygade 4. 7900 Nykøbing M.

Telefon 97 72 00 01

THISTED

Toldbodgade 4, 7700 Thisted

Telefon 97 92 33 33

content_shadow_bottom.png